
Det kan være svært at forklare nogle mennesker om søgemaskineoptimering, sociale medier, online branding osv., hvis de ingenting ved om søgemaskiner og måske ikke bruger Internettet på daglig basis. Ja, det kan være svært at forklare hvad søgemaskiner overhovedet er. Det gælder måske især det lidt stædige ældre segment som faktisk ejer og driver en del virksomheder i Danmark. En del af dem stadig med succes men spørgsmålet er om de på et tidspunkt vil blive overhalet af den digitale udvikling.
Jeg løber af og til ind i disse søde og rare mennesker som mener at computerne er skabt af fanden og at så længe de er i lokalavisen, så er den hellige grav bevaret. De er ikke flasket op med Facebook og chatrum, og jeg kan godt forstå at denne nye verden må være en smule skræmmende.
Odder kommune giver iPads til ALLE skolebørn
Selv en erfaren internetbruger som jeg selv, kan have svært ved at forstå den fart udviklingen har. Da jeg gik i folkeskole, var det sidste nye et computerrum med 30 computere. Vi var svært imponerede og klukkede ved tanken om én computer i hvert klasselokale. Det ville jo aldrig kunne lade sig gøre. I dag har alle skolelever i Odder kommune iPads. Vi taler altså om 2.580 iPads til knap 8 millioner kr. Der bliver surfet, sendt mails, ringet på Skype, hentet apps osv.
Det bliver en generation af IT eksperter allerede inden de er færdige med folkeskolen, og lærerne er allerede langt bagud. Eleverne søger råd og vejledning ved hinanden, for hverken lærere eller forældre kan følge tempoet. Der er allerede utallige eksempler på kreditkort som er blevet overtrukket, fordi forældrene intet aner om betaling på iTunes.
Regler, etik og moral på Internettet
Udfordringen må være at lære disse børn lidt omkring etik og moral på internettet. Der er utallige eksempler på at mobning er et stigende problem, og det er absolut ikke blevet mindre med Internettets usynlige mur, som man kan gemme sig bag. Samtidigt skal børnene jo undervises i brugen af internettet. Hvordan søger man informationer og ikke mindst – hvordan forholder man sig kritisk til de informationer man finder på Internettet! Hvad er annoncer? Hvordan handler man online? Hvordan forholder man sig til sikkerhed, data osv.? Hvad betyder Googles nye retningslinjer for dit privatliv?
Jeg ved godt, at det er store spørgsmål og emner at diskutere, når vi taler om skolebørn, men jeg kan være bange for at disse områder aldrig bliver berørt. Jeg synes, at man har taget et meget interessant skridt med at bringe brugen af IT ind i undervisningen allerede i børnehaveklasserne. Om børn så skal have ansvaret for maskiner til 5.000 kr. er en måske en anden snak, men alligevel så handler dette om ansvar.
Man skal også kende færdselsreglerne og have et kørekort for at køre en bil. Når man giver børn en verden af muligheder gemt i én lille maskine må de også lære spillereglerne, og de skal måske ikke undervises af en gammel grå skolelærer på 59 år som knap kan sende en mail.
af Henrik Ernst Hansen
Mit navn er Henrik Ernst Hansen, og jeg er medejer og E-business Strategist i medie- og webbureauet Mindmill. Her rådgiver jeg virksomheder om SEO, Google Adwords, e-handel, konverteringsoptimering, webudvikling og alt andet som relaterer sig til online forretningsudvikling. Jeg har over 8 års erfaring med online markedsføring, og i kraft af mit virke som partner og direktør i Mindmill, brænder mit hjerte naturligvis også for forretningsudvikling, iværksætteri, organisationsudvikling og ledelse.





{ 0 kommentarer… tilføj en nu }