7 forretningsideer du kan starte i dag for under 10.000 kr.

Løverne slikker sig sultne om munden.

500.000 kr. for 15%”, brøler hanløven Buch med den sorte manke.

Sol og savanne er skiftet ud med scene og rampelys.

Byttet accepterer vilkårene, og den intense stemning bliver hurtigt afløst af kram og smil.

Der bliver kastet om sig med millioner og procenter.

Succesfulde iværksættere bliver tilbedt som rockstjerner.

Ikke så mærkeligt, at mange leder efter den næste store succes.

Et liv fuld af drømme og muligheder, men også fuld af farer og faldgruber.

En lottokupon.

På den ene side muligheden for at blive millionær på rekordtid.

Bare arbejde benhårdt i en forholdsvis kort periode, mod at høste frugterne resten af livet, hvis man rammer plet.

På den anden side risikoen for at tabe det hele på gulvet og miste alt.

De fleste nyere successer finder vi inden for teknologien, og opskriften er mistænksomt simpel:

Lav en app eller noget software, som løser så stort et behov hos brugerne, at de er villige til at betale for det.

Få tilført så mange penge som muligt, og skalér virksomheden i en hulens fart.

Arbejd mere end Barack Obama og brug flere penge end Mike Tyson på coke.

Sælg virksomheden og lev livet.

Der mangler kun én ting.

Den gode ide.

Har du tænkt over hvorfor?

Mange tror, at man skal have en helt unik ide, for at blive iværksætter.

De leder og leder, men de finder den aldrig, så de får aldrig opfyldt drømmen.

Problemet er, at de ikke ved, hvad de skal lede efter, for de har ingen erfaring.

Det er som med uslebne diamanter.

For den almindelige mand ligner de ligegyldige sten, men eksperten kan fornemme, at de er millioner værd med den helt rette behandling.

Tag eksempelvis Lennart Lajboschitz, som startede med at sælge paraplyer på et kræmmermarked.  I dag har han over 450 Tiger butikker i 26 lande.

Dette blogindlæg tilbyder dig en anden vej til at blive iværksætter, for du behøves ikke opfinde det næste Endomondo, Vivino, Trustpilot eller Just-Eat.

Du behøves ikke satse alt hvad du ejer, knokle 80 timer om ugen og sætte familie, venner og dig selv på standby de næste 5-10 år.

Der findes en nemmere, hurtigere og billigere vej til livet som selvstændig, hvis du ikke har nogen erfaring.

Den fører formentligt ikke til millionsalg, men til gengæld er det nemt at komme i gang, og du kan skabe indtjening fra dag ét.

Du kan være modig, sige dit job op og gå fuldtid.

Eller du kan være mere forsigtig, og køre det ved siden af dit nuværende job, indtil der er kommet gang i forretningen.

Det kan være, at dette bliver din levevej resten af livet.

Det kan være, at dette blot er første skridt på en spændende rejse.

Starten på andre og større projekter.

Under alle omstændigheder, vil du få en hel masse værdifulde erfaringer uden at satse hele butikken.

Du vil lære at få ideer, du vil lære at vurdere potentialet i dine ideer og du vil lære at drive din egen forretning.

Se det som et træningsprogram, hvor du kan prøve en masse forskellige ting, lave en masse fejl og finde ud af hvad der virker.

Har du overvejet hvorfor du overhovedet vil være iværksætter?

Hvis svaret inderst inde er, at du drømmer om at trække dig tilbage med millioner på bankbogen, så må jeg skuffe dig. Sandsynligheden er meget lille og risikoen for at fejle er kæmpestor.

Hvis svaret er frihed, så må jeg skuffe dig igen. Du bliver ikke mindre fri af at skabe din egen virksomhed. Tværtimod!

Hvis svaret er, at du gerne vil leve af noget du brænder for, lære en masse nyt og tilbringe tid med dine venner og familie, så har jeg noget spændende til dig.

7 forretningsideer du kan starte i dag for under 10.000 kr.

Du finder et overblik over opstartsomkostningerne i bunden af indlægget samt en MASSE ekstra ideer.

Lad os komme i gang!

Forretningside nr. 1 – Personlig kok

Personlig kok

Elsker du at lave mad, og er dine hylder fyldt med kogebøger fra hele verden? Kan du handle økonomisk ind, og kan du præsentere en lækker aftensmad på køleskabets kedelige rester?

Så skal du måske overveje at starte som personlig kok.

Det er kæmpestort i USA, men vi kender det stort set ikke i Danmark.

Endnu!

Du tilbyder skræddersyede madplaner til familier, singler, studerende og gamle.

På baggrund af et dybdegående interview med dine kunder, kender du deres livretter, madvaner, ønsker og behov, og du leverer mad til dem hver dag, hver weekend, flere gange om dagen eller hvad de nu ønsker.

Du står for alt indkøb, planlægning, madlavning og levering. Du tilbereder oftest maden hjemme, hvor du har alt dit udstyr, men du laver også nogle gange maden ude hos kunderne, eksempelvis hvis de skal have gæster med dertilhørende borddækning, servering og oprydning.

Du har kun en lille håndfuld kunder, måske kun én eller to afhængigt af aftalerne. Du kan være deres fuldtidskok eller du kan supplere, stå for indkøb osv.

En personlig kok er ikke længere kun forbeholdt de rigeste. Du sparer familierne for masser af penge ved at handle økonomisk ind, stordriftsfordele og mindre madspild.

Du sparer dem ikke alene for penge, du sparer dem også for en masse tid og bekymringer. Én af de største udfordringer i de danske hjem er, hvad man skal spise til aften.

Du præsenterer dem for lækker, sund og varieret mad hver eneste dag.

Markedspotentiale

Vi smider over 261.000 ton mad ud i de danske husholdninger. Madspildet koster os milliarder af kroner om året.

Overvægt er et stigende problem både blandt voksne og børn (se markedspotentiale under forretningside nr. 4 – Personlig træner).

Læg dertil, at vi får mere og mere travlt, og har mindre tid til træning og madlavning.

Personligt mener jeg, at dette er én af de bedste ideer lige nu. Jeg garanterer, at jeg er din første kunde, hvis du starter som personlig kok tæt nok på mig!

Find din niche

Der er rigtig mange muligheder, og da konkurrencen er meget lav, er der stort set frit valg på alle muligheder.

Det er oplagt, at gå efter familierne med minimum 2 børn, hvor mor og far arbejder, men der kunne også være et marked for gamle, singler, folk som rejser meget og folk med specielle behov.

Du kan tilbyde specielle pakker inden for økologi, diabetes, vægttab, sportsfolk, allergier, madpakker til børnene, snacks på landevejen osv.

Du kan tilbyde løsninger inden for de populære slankekure/livsstile, eksempelvis Paleo, stenaldermad, LCHF, 5:2 osv.

Der er ingen tvivl om, at du naturligvis skal gå efter en målgruppe med lidt flere penge på lommen end gennemsnittet. Sagt på en anden måde, så bliver det nok nemmere at finde kunder på Strandvejen end på Christiania.

Det er typisk også denne målgruppe, som går højere op i sundhed og økologi, og som er villige til at betale for det.

Men der findes absolut også et marked inden for de træningsglade sportsfolk. De går vanvittigt meget op i deres kost, og de har meget lidt tid, da de træner så meget.

Eller karrieremennesker som arbejder mange timer om ugen, men stadig gerne vil se godt ud og leve sundt.

Måske kan du endda finde nogle mindre virksomheder som er interesseret i en personlig frokostordning. Jeg havde selv store problemer med at finde en dygtig og pålidelig leverandør, da jeg drev en tidligere virksomhed.

Der var såmænd nok af leverandører, men kvaliteten og variationen var ikke imponerende. Ingen fokuserede på sundhed, og jeg fandt ingen muligheder for skræddersyede løsninger.

Indtjening

Du kan arbejde med timepriser, klippekort, fast beløb hver måned eller pakker.

Andre muligheder for indtjening

På sigt kan du måske arrangere små workshops eller foredrag i at lave sund mad, spare tid i køkkenet og købe økonomisk ind. Måske kunne man endda lave et online kursus eller skrive en bog.

Sværhedsgrad

2 – Meget lidt konkurrence og mange muligheder for effektiv markedsføring. Det er kun nødvendigt at finde forholdsvist få kunder, men til gengæld skal de være tæt dig, og logistikken kan blive udfordrende.

Forretningside nr. 2 – Bryllupsarrangør

Bryllupsarrangør

Er du hele familiens planlægger og kalender? Er du både kreativ, struktureret og god til at tale med mennesker? Elsker du romantiske bryllupper og sjove fester?

Så har du måske en bryllupsarrangør gemt i maven!

Du hjælper det kommende brudepar med de mange beslutninger, der skal tages før den store dag. Du har overblikket og finder muligheder og løsninger, når de er uenige, så alle er glade og tilfredse.

Du kommer med gode råd til farvevalg, borddækning, tidsplan og festband. Du har ideer til, hvor I placerer den højtråbende og halvfulde onkel, så han forstyrrer mindst muligt.

Du sørger ikke alene for alle forberedelserne til den store fest, du er også med til festen. Som en usynlig troldmand sørger du for at alt spiller, så brudeparret kan slappe af og nyde deres store dag.

Du koordinerer diskret med køkkenet, bandet og toastmasteren. Du skaffer alt fra hovedpinepiller, vegetarmad og mobiloplader til bind, plaster, nål og tråd.

Du holder øje med tiden, og du skaffer taxaer, når den unge fætter har fået for meget rødvin.

Man mærker ikke at du er der, men man mærker at brudeparret slapper af, og at det hele kører på skinner.

Markedspotentiale

De sidste 5 år er over 27.000 par blevet viet hvert år, og der bliver faktisk brugt over 1,2 milliarder kroner på bryllupper om året.

Din opgave bliver at lære folk, at man ikke behøves, at være multimillionær for at bruge en bryllupsarrangør.

Tværtimod, så kan man faktisk spare penge ved at vælge dig, da du får rabat en lang række steder fra festlokaler, band og tøj til blomster, personale og kager.

Ud over at spare penge, så vælger man selvfølgelig dig for at spare tid og bekymringer, men også for at få det bedst mulige bryllup for det budget, man nu engang har.

En nyere undersøgelse viser, at et bryllup gennemsnitligt koster 44.997 kr., og 12% af de 18-29-årige tager faktisk et lån for at finansiere drømmefesten.

Eventplanner, festarrangør, festplanlægger – kært barn har mange navne.

I det større perspektiv er potentialet større end kun bryllupper, for der findes jo også en lang række andre fester såsom runde fødselsdage, sølv- og guldbryllupper, konfirmationer, polterabender osv.

For slet ikke at tale om hele det professionelle marked, hvor virksomheder afholder julefrokoster, sommerfester, receptioner, events osv.

Find din niche

Der findes allerede en lang række eventfirmaer, bryllupsarrangører osv., men det er kun en fordel, at der er konkurrence på markedet, for så ved du, at der er et marked og et behov.

Opgaven er at vælge din niche, brande dig som en ekspert, differentiere dig fra konkurrenterne og markedsføre dig klogere.

Du starter med at vælge din niche.

I stedet for at vælge drømmebryllupper til 500.000 kr. og opefter, hvor konkurrencen er størst, går du efter en anden niche, som de andre ikke bruger så meget tid på.

Det kunne være: Drømmebryllupper på små budgetter.

Små budgetter kan i øvrigt være mange ting, men du skal nok arbejde med et minimum budget på 75-100.000 kr., så der også er plads til at betale dig.

Et bryllup er jo én af de største øjeblikke i ens liv, og der er utrolig mange følelser involveret. Alle ønsker sig et uforglemmeligt bryllup, og kunsten er, at få et bryllup til 100.000 kr. til at ligne et bryllup til 250.000 kr. Et bryllup til 200.000 kr. til at ligne et bryllup til 400.000 kr. osv.

Andre forslag til nicher kunne være:

Anderledes bryllupper som eksempelvis surprise bryllupper, temabryllupper, prinsessebryllupper osv.

Bryllupper i udlandet som eksempelvis en strand på Hawaii, et vinslot i Frankrig eller en ødegård i Sverige.

Bryllupper i hjemmet med en ”pakkeløsning” i telt, personale, mad, stole, borde, borddækning, toiletvogne osv.

Mulighederne er uendelige og husk på, at jo mindre din niche bliver, desto mindre bliver dit marked, men også din konkurrence.

Det gælder om at finde hullerne eller endnu bedre, at vælge en specifik niche uden konkurrence og selv skabe markedet.

Indtjening

Du kan arbejde med timepriser, en procentdel af den samlede pris eller pakkeløsninger.

Vær opmærksom på at synliggøre besparelsen ved at bruge dig. Eksempelvis tager du måske 10.000 kr. for at arrangere et bryllup til 100.000 kr., men de 10.000 kr. sparer du brudeparret for i rabatter på tøj, festlokaler, mad, personale, invitationer, fotograf, festband, kage osv., da du har forhandlet rabataftaler med forskellige leverandører. På den måde er du i princippet ”gratis” for brudeparret.

De får med andre ord en passioneret og dygtig bryllupsarrangør, som tager sig af alt det praktiske og kommer med gode råd, uden at det koster en krone sammenlignet med, hvis de selv stod for det hele.

Hvem kan sige nej til det?

Andre muligheder for indtjening

E-bøger, foredrag, workshops og online kurser.

Sværhedsgrad (0-5 hvor 5 er det sværeste)

4 – Der findes en del spillere, men 90% arbejder med de samme få målgrupper (dyre bryllupper, større events og virksomheder), så der er plads til at eje andre nicher forholdsvist let.

Niveauet er ikke prangende i forhold til online markedsføring, så med de rigtige strategier og værktøjer, er der masser af plads til nye spillere.

Forretningside nr. 3 – Personlig shopper og stylist

Personlig shopper og stylist

Er du altid med på den nyeste mode, og elsker du at shoppe? Er det dig vennerne eller veninderne ringer til, når de har tøjkrise og garderobeforkølelse?

Så skal du måske overveje en karriere som personlig shopper og stylist.

I takt med at e-handlen fortsat vokser i raketfart, er det faktisk ikke blevet nemmere at shoppe tøj, sko og tasker online, for man bliver ikke inspireret på samme måde, som ved at slentre rundt fra butik til butik.

Man mangler også den personlige oplevelse, hvor man kan spørge ekspedienterne om nye varer, farver, størrelser og gode råd. Vi er mere overladte til os selv, og det er ikke altid et kønt syn.

Samtidigt får vi mere og mere travlt, og den gode gamle strøgtur er snart et levn fra fortiden.

Der er brug for hjælp, og her kommer du ind i billedet.

Du kender dine kunder som din egen bukselomme, så du ved hvad de kan lide, deres størrelser, deres prisniveau og deres behov.

Du udfordrer kunderne, giver dem inspiration og gode råd samt sørger for, at de altid føler sig velklædte og godt tilpas.

Kunderne skal ikke selv gøre noget. Du tager dig af alt det praktiske. Du kender alle de gode tilbud, og du har en række rabataftaler, som kommer kunderne til gode.

Kunderne sparer altså både tid og penge, og de er fri for at holde sig opdateret på moden, læse tilbudsaviser, stå i lange køer, surfe webshops osv.

Markedspotentiale

Ifølge 2014 e-handelsanalysen fra FDIH er det stadig tøj, sko og smykker, som bliver handlet mest på nettet. Faktisk udgør denne kategori 18% af det samlede forbrug på 73,7 miliarder kr. svarende til 13,27 milliarder kroner. Heraf står dametøj for 44% svarende til 5,84 milliarder kroner.

Dette er vel at mærke kun onlinesalget, så hertil kommer salget i de fysiske butikker.

Det samlede forbrug på alle kategorier i 2014 var på 364 milliarder kroner.

Find din niche

Man kan let komme til at vælge de brede nicher her, men undgå fælden og fristelsen til at gå efter ”alle kvinder” eller ”alle mænd”.

Vælg en specifik niche og tag totalt ejerskab over den som den ultimative ekspert!

Det kunne eksempelvis være den klassiske forretningsmand over 40 år, som går i jakkesæt, skjorter og manchetknapper på arbejde og polo med sejlersko i fritiden.

Eller den yngre mand mellem 20 og 30 år, som ikke forstår en pind af moden, men som gerne vil se ordentligt ud, når han står i byen lørdag aften og skal imponere damerne.

Måske den modne kvinde, som både skal se ungdommelig og voksen ud på samme tid. Ikke for meget og ikke for lidt. Ingen nem opgave.

Du hjælper dem ikke nødvendigvis kun med at finde og købe det rigtige tøj (shopper).

Du hjælper dem med at skabe en identitet (stylist).

Hvad er deres personlige stil og temperament? Hvilke mennesker finder de attraktive og hvem ser de op til? Hvilken partner vil de gerne tiltrække? Hvad er deres drømme og mål?

Baseret på alt dette kan du hjælpe dem med at vælge frisure, dufte, hudplejeprodukter og makeup.

Ure og smykker.

Du kan sågar hjælpe dem med at vælge bil, computer og telefon. Alt hvad der spiller en rolle i deres udseende, udstråling og identitet.

Indtjening

Du kan arbejde med timepriser, fast beløb hver måned eller pakker.

Du kan både sælge shopper services og/eller stylist services, men du kan også sælge dyrere coaching/uddannelse, så dine kunder selv med tiden kan gøre tingene, hvis de ønsker det.

Andre muligheder for indtjening

E-bøger, community, online kurser, foredrag og workshops. Se eksempelvis dette website for inspiration.

Sværhedsgrad (1-5 hvor 5 er det sværeste)

2 – Forholdsvis lav konkurrence og mange spændende muligheder for effektiv og målrettet online markedsføring, eksempelvis på Youtube, Snapchat og Instagram.

Der er masser af plads til nye dygtige spillere.

Forretningside nr. 4 – Personlig virtuel assistent

Personlig virtuel assistent

Er du god til at planlægge, løse opgaver og arbejde selvstændigt? Elsker du at svare på mails, tale i telefon og koordinere kalendere?

Så skal du måske kaste dig over et live som personlig virtuel assistent.

Personlige assistenter og sekretærer har længe været forbeholdt direktørerne og bestyrelserne i større virksomheder.

Cheferne har fået personlig hjælp med en lang række opgaver, så de kunne dedikere deres dyrebare tid til at drive og udvikle virksomhederne frem for at “spilde tid” på ligegyldige mails, opkald og planlægning af møder og rejser.

Én af nøglerne til forretningssucces er evnen til at outsource, men det gælder lige så meget for iværksættere, selvstændige og mindre virksomheder.

Vi har kun et bestemt antal timer til rådighed til arbejde. Spilder vi dem på rutineopgaver, som ikke udvikler og forbedrer vores virksomhed, så vil vi aldrig nå vores fulde potentiale.

Heldigvis har Internettet banet vejen for nye måder at tænke og arbejde på. Nu kan vi alle hyre en personlig virtuel assistent og frigøre vigtig tid.

Det har længe været brugt i de engelsktalende lande, og bor man eksempelvis i England eller USA, kan man let finde en personlig virtuel assistent i Indien eller på Filippinerne.

Til en brøkdel af timeprisen.

I Danmark er det alt for lidt brugt, da vi har svært ved at outsource opgaver, når assistenten ikke forstår, taler og skriver dansk.

Vi er nødt til at finde dygtige danske assistenter, men dem er der endnu ikke mange af.

Det er her du kommer ind i billedet.

Du tilbyder dine kunder at styre deres indbakke, tage imod opkald, booke, fikse og ordne.

Kort sagt ALT hvad man måtte kunne outsource, det ordner du. Forventninger og retningslinjer er afstemt på forhånd, så du arbejder effektivt ud fra dine egne processer, værktøjer og systemer.

De ting som kunderne selv brugte meget tid på, dem løser du hurtigt og let, og det er derfor, at du kan få en fornuftig timepris.

Du laver powerpoint præsentationer, researcher, taler med leverandører og yder support.

Måske bor nogle af dine kunder tæt på, og så kan du hente børn, køre bilen på værksted, gå på posthuset, handle ind osv.

Du kan altså både være personlig assistent og/eller virtuel assistent.

Under alle omstændigheder, sørger du for, at dine kunder kan bruge så meget tid på at drive og udvikle deres forretning som overhovedet muligt.

Markedspotentiale

I princippet kunne langt de fleste selvstændige og iværksættere bruge en personlig assistent. Dertil kommer direktører og nøgleansatte i alle små, mellemstore og store danske virksomheder.

Potentialet er enormt stort. Den største udfordring er, at lære disse folk, at de vil blive langt mere effektive, hvis de outsourcer alle rutineopgaverne.

Du kan eksempelvis starte med de såkaldte vækstiværksættere, som er en særlig gruppe af nyere virksomheder. De er defineret ved, at de i en periode på 3 år, i forlængelse af deres opstart, har opnået en årlig vækst på minimum 20% (svarende til minimum 72,8% over 3 år) i enten omsætning eller beskæftigelse.

Vi må formode, at de drivende kræfter i disse fremadstormende virksomheder, har behov for at outsource en lang række rutineopgaver i det daglige. Samtidigt er de ofte mere oplyste og åbne overfor nye måder at tænke på, end de gamle virksomheder.

Der var 353 af disse virksomheder i 2007, og de havde tilsammen 10.777 ansatte og en omsætning på 18.378.543.995 kr.

Her var da de første måske 500 mennesker, som har seriøst travlt og brug for din hjælp.

Man kan i øvrigt købe lister over virksomheder på baggrund af en række kriterier (omsætning, antal ansatte, leveår, geografi, branche osv.), og så kan man ellers begynde at booke møder.

Læs eventuelt min e-bog, hvis du savner inspiration til at holde gode møder og fremstå professionel.

Find din niche

Da markedet er så stort og behovene så forskellige, så er det vigtigt, at du vælger en niche og ejer den.

Det kunne eksempelvis være iværksættere, bloggere, webshops eller direktører i mindre virksomheder.

Specielt iværksættere som driver online forretninger og webshops har ofte brug for hjælp, og her har du en kæmpe fordel, da størstedelen af deres arbejde allerede foregår på en computer med internet.

Det kunne eksempelvis være den mindre webshop, som efterhånden er begyndt at sende mange pakker ud. Ejeren skal både bruge tid på at pakke, yde support, tale med leverandører, svare mails, chatte, tage opkald osv., og så er vi ikke engang nået til markedsføring, nyhedsbreve, drift, økonomi osv.

Eller konsulenten som har fået gang i sin forretning. Han skal også markedsføre sig, sende nyhedsbreve ud, arrangere foredrag, tage opkald, svare mails, deltage på konferencer osv., men han skal først og fremmest servicere sine kunder, drive og udvikle sin virksomhed.

De har alle brug for din hjælp, hvad enten de ved det eller ej.

Din opgave er blot at synliggøre for dem, at ved at betale dig en mindre timeløn for en række rutineopgaver, frigør de tid til at sælge flere dyrere timer, hvilket betyder mere indtjening uden at få mere travlt.

Indtjening

Du kan arbejde med timepriser, klippekort, fast beløb hver måned eller pakker.

Andre muligheder for indtjening

Er du verdensmester i struktur, optimering og processer, kan du måske på sigt lave små workshops, e-bøger og holde foredrag.

Sværhedsgrad

2 – Forholdsvis lav konkurrence og masser af muligheder for effektiv markedsføring.

Forretningside nr. 5 – Hundetræner og lufter

Hundetræner og lufter

Er du typen, som standser op hver gang du ser en glad hund, og bare lige skal klø den bag øret. Eller som hellere ser Animal Planet end en god film.

Så skal du måske overveje at tilbringe mere tid med vores bedste venner.

En hund er ikke kun godbidder og gåture. Der følger et stort ansvar med, og i takt med at mange familier har travlt i hverdagen, når både mor og far arbejder, så sidder mange tilbage med den evigt dårlige samvittighed.

Vores bedste ben er tit alene hjemme i 7-9 timer, og det er blevet mere besværligt at tage på den årlige tur sydpå og/eller skiferie.

For slet ikke at tale om, at hundene har behov for daglig motion, lange gåture og træning, hvis de skal trives og have et godt liv.

Det er her du kommer ind i billedet.

Du tilbyder nemlig de mange travle børne- og karrierefamilier at hjælpe med deres firbenede ven.

”Jamen, jeg er jo ikke hundetræner”, tænker du så.

Jo du er. Læs bøger med hundeøvelser, og tag din første firbenede kunde.

Læg mærke til, at jeg skriver hundetræner og lufter, og ikke adfærdstræner. En adfærdstræner er typisk én, som hjælper med utilpassede hunde eller hunde med problemer.

Det er ikke dig. Du er en hundelufter, som går lange ture med hunden og en hundetræner, som laver sjove øvelser med hunden, så den bliver udfordret, trænet og er veltilpas.

Det kan være alt fra søge-lege i haven til en tur i hundeskoven eller på en mark med en tennisbold.

Markedspotentiale

Danskerne bruger milliarder af kroner på vores kæledyr hvert eneste år.

Ifølge Danmarks Statistik fra 2000 har 450.000 danske familier i alt 550.000 hunde, og hver fjerde er villig til at ofre over 5.000 kr. på deres kæledyr.

Hunde og katte er for mange familier blevet små børn med pels på.

Find din niche

Denne er ikke voldsomt kompliceret. Din niche er alle familier med velfungerende hunde i lokalområdet, som har brug for din hjælp.

Uanset om det labradorer, puddelhunde, bomuldshunde eller gravhunde, så kan du hjælpe familierne med at træne og gå ture med hundene, når de er på arbejde, på ferier eller bare har brug for hjælp.

Det kan også være gamle mennesker, som måske ikke går så godt længere, men som stadig har rigtig stor fornøjelse af deres hunds selskab.

Markedsføringen er også lige til at gå til. Du laver flyers og deler ud i alles postkasser. Du opretter en Facebookgruppe og deler opslag. Du tager fat i hele dit netværk, naboer, familie og venner og beder dem sprede budskabet.

Indtjening

Du kan arbejde med timepriser, klippekort, fast beløb hver måned eller pakker (eksempelvis en feriepakke, hvor hunden kan blive i hjemmet, og du lufter den 4-5 gange om dagen, giver den mad og vand osv. Alternativt kan hunden bo hos dig, hvis du foretrækker det).

Når du lufter og træner hunde, kan du have flere hunde med på én gang. Det giver både en højere timeløn, og så er det både sjovt og sundt for hundene at omgås andre hunde.

Andre muligheder for indtjening

E-bøger og træningslejre.

Måske kan du indgå et samarbejde med den lokale dyrlæge, eller med andre hundetrænere som har mere fokus på adfærdsproblemer.

Hvem siger i øvrigt, at det kun kan være hunde? Se dette nichewebsite til papegøjeejere http://www.birdtricks.com/ eller dette nichewebsite til katteejere http://www.toilettrainedcat.com/.

Sværhedsgrad (1-5 hvor 5 er det sværeste)

1 – Nemt at komme i gang. Der er meget lidt konkurrence, så det er nemt at markedsføre sig effektivt. Dog er mulighederne for indtjening mere begrænsede i forhold til de andre ideer, da man kun henvender sig til lokalområdet og timeprisen er formentligt ikke så høj.

Forretningside nr. 6 – Personlig træner

Personlig træner

Elsker du at træne og spise sundt? Tilbringer du timevis i dit lokale center, og er du god til mennesker? Er du i klasse form, læser du bøger om blogs om træning og ved du hvad der virker?

Så er du måske den næste Chris MacDonald eller Anne Bech.

Der har aldrig været så mange overvægtige og fede mennesker i Danmark (og verden) som i dag, og problemet bliver kun større og større.

Bogstaveligt talt.

Samtidigt popper den ene nye slankekur eller livsstil op efter den anden.

5:2 fastekure, suppekure og Low Carb High Fat. Stenaldermad, paleo, proteinkure osv.

Folk er forvirrede, og der mangler nogen, som kan hjælpe dem med at finde vej gennem mad- og træningsjunglen.

Det er her du kommer ind i billedet.

Du tilbyder nemlig et personligt forløb, hvor du laver kostplan og træningsprogram samt træner personligt med dem flere gange om ugen.

Du følger dem, motiverer dem, inspirerer dem og hjælper dem til at overkomme deres største udfordring – At få deres drømmekrop.

Du dokumenterer resultaterne ved at tage før og nu billeder, veje dem, måle dem osv. Du har et arsenal af spændende opskrifter, du sender små sms remindere, og du er kun et opkald væk, når de har brug for et godt råd.

Markedspotentiale

Nye tal fra sundhedsstyrelsen viser, at fedme og overvægt er et stigende problem i Danmark.

47% af den danske befolkning er overvægtige, mens 13% er svært overvægtige.

Der er ingen tvivl, om at der er stor konkurrence inden for personlig træning og kostplanlægning, men markedet er altså også tæt på 2 mio. overvægtige eller svært overvægtige danskere i alderen 15 år til 59 år, og det er stigende.

Find din niche

Vi kan i princippet ikke få nok personlige trænere. Opgaven er, at overbevise folk om, at de har brug for en personlig træner og differentiere dig fra alle de andre.

Du kan eksempelvis gå tilbage til rødderne og fokusere på stenaldermad og træning i naturen med træstammer, sten og reb. Strandløb i bare fødder og svømning i havet. Du kan arrangere hold, hvor I træner og sover i naturen, griller maden over bål, løber natløb osv.

Du kan også vælge en niche som ”kvinder der lige har født”, hvor du fokuserer mere på udstrækning, opstramning, yoga og bækkenbundsøvelser. De har deres nyfødte babyer med til træningen, så måske har du endda et lille ”træningsprogram” for babyerne også. Din kostplanlægning sikrer, at både mor og barn får alle de vitaminer, mineraler osv., som begge har brug for. Samtidigt kommer de lidt ud af huset og kan tale med andre nybagte mødre.

Eller måske vælger du at hjælpe overvægtige børn med at få nogle bedre vaner, dyrke mere sport og spise sundere. Her er der meget mere leg involveret, og i stedet for at gå i træningscenter, så gælder det om at være kreativ med træningen i naturen. Mange børn er kræsne, så det gælder også om at være kreativ i køkkenet, når grøntsagerne skal med hver gang.

Måske vil du bare hjælpe unge mænd med at bygge nogle seriøse muskler. Fra Gummi Tarzan til Terminator på 12 måneder.

Indtjening

Du kan arbejde med timepriser, klippekort, fast beløb hver måned eller forløb.

Du kan arrangere dine egne små hold, hvor det bliver lidt billigere for kunden end personlig 1:1 træning med dig, men da der er flere på holdet, får du en højere timeløn.

Andre muligheder for indtjening

E-bøger, online kurser, foredrag, workshops og holdtræning.

Sværhedsgrad (1-5 hvor 5 er det sværeste)

4 – Forholdsvis høj konkurrence, men der er plads til flere nicher. Niveauet for online markedsføring i denne branche er ikke skræmmende, så der er plads til at skabe hurtige resultater med effektive strategier.

Forretningside nr. 7 – Vejleder i personlig økonomi

Vejleder i personlig økonomi

Er du familiens talknuser, bogholder og budgetchef? Har du totalt styr på renter, lån, SKAT, fradrag og pension? Elsker du at se Luksusfælden, og er du struktureret og detaljeorienteret?

Så skal du måske hjælpe andre med at få styr på deres personlige økonomi?

Markedet er oversvømmet af hurtige kviklån, privatlån og ekspreslån. Det kan være fristende at låne 100.000 kr. til sommerferien eller drømmebrylluppet, men mange kender ikke konsekvenserne og ender i en gældsfælde.

Det er her du kommer ind i billedet.

Du hjælper singler og familier med at lave realistiske budgetter, og du har strategierne, metoderne og værktøjerne til at overholde dem.

Du hjælper dine kunder med at rydde op i deres økonomi, skabe overblik og få sunde økonomiske vaner, spare op og tage de rigtige valg.

Du sparer dem faktisk også for masser af penge, for du kender priserne og vilkårene på alt fra bank og forsikringer til telefoni og internet, og du har rabataftaler.

Du deltager måske endda på møderne med banker, forsikringsselskaber, pensionsselskaber osv., så de ikke løber om hjørner med dine kunder, som altid får de bedste og billigste løsninger.

Markedspotentiale

I 2014 var 232.804 mennesker registreret i RKI med et samlet beløb på 16.925.234.492 kr.

Man behøves absolut ikke, at være registret i RKI for at kunne have brug for en vejleder i personlig økonomi. Måske er det endda en fordel for dig, hvis de ikke er registreret i RKI, da økonomien så ikke er løbet helt af sporet endnu.

Find din niche

Går du efter privatmarkedet, findes der ikke mange konkurrenter, eller også er de i hvert fald ekstremt dårlige til at markedsføre sig selv og være synlige på Google.

Der findes selvfølgelig en række uvildige finansielle rådgivere, men de henvender sig typisk til en helt anden målgruppe (folk med mange penge, som ikke ved hvordan de skal placere dem).

Det betyder, at du ikke behøves at gå super niche. Du kan gå efter alle almindelige mennesker, fra dem som har lidt svært ved at få enderne til at mødes til dem som allerede er faldet i gældsfælden.

Du kan også gå målrettet efter studerende, som skal til at skabe rammerne for en sund økonomi i fremtiden. Det kunne være små kurser, e-bøger eller workshops.

Der findes jo også børnefamilierne, som pludselig står i en helt ny situation. Budgetterne ændrer sig totalt, når vi stifter familie, og pludselig skal der tænkes længere frem. Igen kan foredrag, online kurser, e-bøger og workshops med fordel tænkes ind.

Eller ældre mennesker som har svært ved alt det digitale. Den generation er heller ikke vant til at forhandle med banker og forsikringsselskaber. De har typisk den samme løsning som for 20 år siden, og det er sjældent den billigste.

Eller måske vælger du at hjælpe par som skal skilles, og som har brug for hjælp til at splitte én fællesøkonomi op i to selvstændige økonomier og komme ordentligt fra hinanden.

Indtjening

Du kan arbejde med timepriser, klippekort, fast beløb hver måned eller pakker (som eksempelvis økonomitjek).

Andre muligheder for indtjening

E-bøger, online kurser, foredrag og workshops.

Er du en haj, kan du endda overveje at hjælpe iværksættere med at stifte deres selskaber, lave budgetter, få NemID på plads, blive registreret korrekt osv. Det er et stort og ofte forvirrende område, som mange gerne vil betale sig ud af.

Sværhedsgrad (1-5 hvor 5 er det sværeste)

2 – Meget lidt konkurrence og mange muligheder for effektiv online markedsføring.

Opstartsomkostninger

Hver af disse ideer kan du starte for under 10.000 kr. inkl. et budget på 5.000 til markedsføring, så du kan få dine første kunder.

Omkostning Pris
Stiftelse af IVS selskab online 595 kr. (Éngangsbetaling)
Gebyr til Erhversvstyrelsen 670 kr. (Éngangsbetaling)
Obligatorisk arbejdsskadeforsikring 1.200 kr. (Årligt)
Webhotel, e-mail og domæne 218 kr. (Årligt)
Køb af responsivt WordPress tema 400 kr. (Éngangsbetaling)
Visitkort 100 stk. 60 kr. (Éngangsbetaling)
Markedsføring Google Adwords og Facebook 5.000 kr. (Éngangsbetaling)
Samlet 8.143 kr. 

 

Vigtigt! Gør dit benarbejde grundigt og få lavet dit eget uddybende budget, inden du starter.

Jeg har eksempelvis ikke taget en bil med i dette budget, da det er bedre at bruge din egen og få udbetalt kørepenge skattefrit efter statens takst.

Jeg har heller ikke taget en ny computer, internet og telefon med i budgettet, da de fleste mennesker har dette i forvejen, og der er ikke behov for noget vildt udstyr.

Slutteligt skal du også regne med udgifter til en bogholder og revisor, men du kan ordne meget af bogholderiet selv, så du burde kunne nå at tjene penge til at betale revisoren for årsregnskabet.

Derudover skal du overveje udgifter til at dygtiggøre dig inden for din niche. Det kan være til bøger, kurser, udstyr osv.

Vil du eksempelvis være personlig træner, så vil det være en fordel at tage en uddannelse eller et kursus, hvilket giver dig bevis på dine evner, skaber troværdighed og ikke mindst – gør dig til en bedre personlig træner!

Mange flere muligheder

Du har formentligt allerede gennemskuet, at der er ét vigtigt fællestræk ved alle disse ideer:

Du sælger dine kompetencer som en service.

Det smarte ved at sælge sine kompetencer som en service, er de lave opstartsomkostninger, men det gør det ikke mindre spændende.

Du har stadig rig mulighed for at vækste din forretning, når du er kommet godt i gang.

Eksempelvis kan du ansætte et helt hold af personlige trænere, starte dit eget fitnesscenter og skrive bøger.

Du kan ansætte flere personlige assistenter, starte et professionelt bureau og udvide til hele Skandinavien.

Savner du flere ideer?

Hvad med fotograf, tekstforfatter, indretningsarkitekt, coach, karrierevejleder, grafisk designer, programmør eller lektiehjælp?

Havemand, rengøringshjælp, rejseguide eller privat underviser i din hobby (sang, dans, spil, programmering, blomsterbinder osv.)

Eller min personlige favorit – privatdetektiv.

Jeg kunne blive ved.

Selvfølgelig kræver de fleste, at du ved, hvad du taler om, men husk:

Så længe du ved mere end ham eller hende du taler med, så er du eksperten!

Smid dine spørgsmål, ideer og inspiration i kommentarerne.

Om skribenten Henrik Ernst

Hej, og velkommen til mit univers som handler om iværksætteri, forretningsudvikling og personlig udvikling.

Jeg hjælper iværksættere og selvstændige med at bygge succesfulde forretninger, så de kan leve et passioneret drømmeliv med økonomisk frihed.


Lær Henrik at kende